Nogen vil måske undre sig over hvad man dog skal fordrive tiden med i troperne, når man ikke har noget arbejde, og to små børn der helst skal have lidt udfordringer i hverdagen, så de ikke splitter huset ad, eller bruger al deres energi på at slås med hinanden.

At finde noget at give sig til har nu vist sig ikke at være et stort problem, nærmere tvært imod. Det er for eksempel umuligt at få gjort noget i en fart.

Den anden morgen stod den på shopping, da vi var løbet tør for mad i huset.

Bare det at få kommunikeret at man gerne vil køre en tur er en udfordring i sig selv, da ingen af dem vi bor hos taler mere end nogle få ord engelsk. Jeg fik dog fat i Ranji – ham der har huset vi bor i – og Oskar og jeg steg ombord i hans tuktuk.

Hans kone var også med, og det var først da vi kom ned til markedet i Dickwella, at vi fandt ud af hvorfor. Hun skulle besøge sin mor, og Ranji mente at han lige kunne køre hende derhen mens vi købte ind. Med fagter og lidt pegen på Oskars ur, fandt vi ud af det ville tage en times tid inden Ranji var tilbage, og kunne køre os hjem igen. Det var jeg ikke lige i humør til at vente på, så i stedet kørte vi med.

Turen gik ad snørklede små veje gennem rismarkerne. Vi stoppede lige op da der var en halvstor slange, der krydsede vejen.

Sit down!

Huset lå midt i en idyllisk rismark, og som srilankanerne har for vane blev vi bedt om at sætte os i sofaen, hvor hynderne stadig var pakket ind i det gennemsigtige plastic, de var blevet leveret i. Sikkert for at hynderne ikke skulle blive støvede, men kønt var det ikke. Det er nu vist meget almindeligt i asien, da det samme ofte ses i de biler vi har hyret. Her er sæder og solklapper ofte stadig pakket ind. Måske er det bare mig, men jeg har aldrig forstået fidusen ved at pakke en “ny” gammel brugt ting ud.

I og med at srilankanerne er temmelig dårlige til engelsk, kommer tilbudet om en siddeplads til at fremstå som en kontant ordre om at sætte sig, modsat den høflige gestus det helt sikkert er ment som. Jeg tror ikke jeg når at vende mig til det, ligesom deres evige hovedrystende ja, til stadighed skaber forvirring i mit hovede.

Da vi havde siddet lidt, kom Ranji’s kone ind med hendes søsters lille pige på tre måneder, og Oskar blev glad for at få lov at nusse hende lidt.

Transportproblemer

Nu var vi så klar til at drage tilbage igen, og gå på markedet, som vi i første omgang var taget afsted mod.

Ranji startede tuktuk’en, bakkede en meter tilbage og gav den masser af gas i frigear.

Det var da også på tide at vores held med transportmidler slap op. Jeg tror faktisk ikke vi har haft et eneste rigtigt nedbrud, siden vi kom til Sri Lanka. Jeg forsøgte efter bedste evne, at hjælpe med lidt fejlsøgning. Dog uden held. Gearkablet så ud til at være ok, men tuktuk’en forblev i frigear, selvom skifteren blev drejet.

Tilsidst opgav Ranji at fixe den på stedet, og sprang op på en motorcykel, der holdt parkeret udenfor huset, og gjorde fakter til, at vi skulle med bagpå.

Oskar var nu ikke meget for at kravle op bag på den. Han ville hellere at vi tog den scooter, der også holdt parkeret, så han kunne stå foran. Måske han syntes det var mere trygt med et velkendt transportmiddel. Det var nu ikke deres scooter, så der var ikke noget at rafle om.

Inden Oskar og jeg nåede op bagpå, gik motorcyklen også i stå. Heldigvis kom den igang igen, da den var blevet drejet over på reservetanken. LEAN tankegangen er skam slået igennem på Sri Lanka.

Endelig efter næsten halvanden time stod vi af ved markedet, og kunne begynde på vores egentlige ærinde; at skaffe noget mad til frokost. Ranji’s bror hentede os senere i en anden tuktuk, og vi nåede hjem et stykke tid efter, at Helene var blevet nervøs for hvor vi dog blev af.

Klokken 15.30 kunne vi tage badebukserne på, og gå på stranden til dagens badetur, og efter en dejlig dukkert var den dag fløjet afsted.

På besøg i templet

Vores værter ville gerne vise os deres lokale tempel. Så en aften gik vi med dem ind for at se templet. Templet ligger så tæt på, at vi hver morgen klokken 5 er velsignet af en times bønnekald fra en skrattende højttaler.

Templet var langt fra prangende, men vi skulle se det hele. Da vi stak hovedet ind i fællesrummet, blev jeg nærmest overfaldet af et par mænd, der fortalte at der dagen efter skulle være stor koncert med mindst 200 tilhørere.

De ville frygtelig gerne have os til at komme, og jeg kom til at sige ja.

Tempelkoncert

Dagen efter gik vi med to af pigerne fra vores hus ned for at høre koncert. Kl 18.30 blev vi ført ind på vores pladser, og vi skulle partout sidde som æresgæster på første række. Så sad vi så der og ventede i 3 kvarter på, at koncerten skulle gå igang.

Koncerten viste sige at være de lokale tempelgængere, der havde lært nogle sange, som de sang fra scenen, med en masse taler ind imellem. Det lød ikke særlig godt, og det hele var på sinhala, så vi forstod ikke et ord af hvad det handlede om. Rasmus og Alfred syntes efter en halv times tid, at Alfred var så træt, at han skulle hjem. Så de “listede” sig ud fra første række. Oskar og Helene holdte et par numre mere inden de “sneg” sig ud.

Fødselsdag blandt palmerne

Sidst i januar var det min tur til at fejre fødselsdag. En af af de bedre af slagsen.

Jeg havde en fantastisk dag, og hvis man skal dømme efter vejret, har jeg gjort det ganske godt i det forgangne år.

Jeg blev vækket af familien med flag og fødselsdagssang i vores hus i junglen. Efter morgenmaden fik jeg en surf session på et par timer. Det meste af tiden helt alene på breaket i “vores” lille idylliske bugt. Jeg fik endda lokket Helene til at sidde lidt på stranden og tage billeder.

Resten af dagen blev der hygget igennem på stranden, med hængekøjer, skak og surf med drengene. Om aftenen spiste vi på vores stamrestaurant under palmerne på stranden.

Når jeg så oven i købet fik lakridser i fødselsdagsgave, kan man vist ikke ønske sig en bedre fødselsdag.